Verdens sejeste morfar er sherif i Skælskør
- Detaljer
- Kategori: Skælskør - Dalmose - Rude
- Publiceret Fredag, 20 januar 2012 11:05
- Skrevet af Henriette Jacobsen
Skælskør - Med sine 190 cm udstråler Skælskørs nye lokalbetjent autoritet allerede ved første øjekast og man er ikke i tvivl om, at her er der tale om en mand, man ikke skal løbe om hjørner med.
Med et smil byder Anker Nielsen os indenfor i Skælskør lokalpolities kontor på den gamle politistation. Vi har sat Skælskørs nye lokalbetjent i stævne, for at høre hvordan hans første 3 uger i jobbet er gået.
Anker Nielsen er allerede i fuld gang med dagens papirarbejde, her en halv time efter åbningstid. Foran ham står en halvtom kaffekop, med påskriften "Verdens sejeste morfar"
Fakta om Anker Nielsen
Anker Nielsen, lokalbetjent i Skælskør, har været 34 1/2 år i politiet og har arbejdet med mange forskellige områder i politiet.
Startede karrieren i politiet i 1977
1977 - 1981 Københavns politi
1981 - 1986 Korsør politi
1986 - 1991 Københans politi, DTP
1991 - 1994 Kriminalpolitiet og færdselspolitiet
1994 - 2005 Uro patruljen i København
2005 - 2007 Alarm 112 i Slagelse
2007 - 2011 vagtcentralen i Næstved
2012 Lokalbetjent i Skælskør
- Den har jeg fået af mit barnebarn, de synes også at jeg skulle have en sherifstjerne, den hænger herovre på opslagstavlen, siger Anker med et smil og tilføjer - jeg har endnu ikke haft tid til at drikke min kaffe færdig, da der allerede har været seks henvendelser, fra borgere i byen.
En god start
Anker Nielsen er glad for sit nye job som lokalbetjent og glæder sig over den varme modtagelse, han har fået i byen. På sine daglige gåture igennem byen, som han sætter en ære i at gøre hver dag mærker han stor velvilje fra byens borgere.
- Jeg går en tur igennem byen hver dag og jeg er hver gang blevet standset af mindst 5 - 6 borgere, som vil ønske mig velkommen til byen.
Det er meget forskellige arbejdssituationer den nye lokalbetjent skal tage sig af, men det nyder Anker, for han kan godt lide, at have travlt og have mange bolde i luften på en gang.
- Jeg er meget selvstændig og jeg nyder at det er frihed under ansvar, hvor jeg skal selv planlægge min arbejdstid. Der er også nok at lave, for min stilling har før været varetaget af tre betjente og nu er der så kun mig, men det har jeg det fint med.
Erfaren betjent
Anker er 56 år og med sine 34 1/2 år i politiet, er det en meget erfaren mand, Skælskør har fået i byen. Faktisk har Anker arbejdet indenfor næsten alle områder i politiet. Det giver ham et stort kendskab til, hvor der skal sættes ind henne i Skælskør, men borgernes hjælp kan han ikke undvære.
- Jeg kender byen i forvejen fra mit arbejde både i Slagelse og Næstved, men jeg kan ikke undvære borgernes hjælp, de er mine øjne. Jeg har også allerede fået en masse gode kontakter i byen, som jeg kan bruge i dagligdagen, så det er dejligt siger Anker.
Skælskør er en dejlig by
Anker er glad for sit arbejde i Skælskør, men også privat nyder han byen, hvor han ofte tager sin kone med ud i området.
- Jeg har altid haft et godt bagland og min kone har altid stået bag mig, også selvom jeg i en årrække i forbindelse med mit arbejde i politiet rejste meget. Men nu er jeg 56 år og ligeså snart jeg hørte stillingen her var ledig, så slog jeg til og jeg synes Skælskør er en dejlig by, her er trygt og rart.
Da Lokalenyheder er på vej ud af Anker Nielsens kontor, kommer der i det samme to lokale borgere, som skal tale med Anker Nielsen. Så kaffen nåede nok heller ikke i denne omgang, at blive drukket. Men mon ikke, at der senere bliver tid til en ny kop kaffe inden Anker´s daglige tur ned i Skælskør by.







